Forbrugslån: Ordbog til at forstå det med småt

7. juni 2017

Uforståelige ord møder du mange af, når du skal låne penge. Men hvad betyder ord som løbetid, ÅOP og forbrugslån egentlig? Brug ordbogen til at få styr på pengene.

ordbog.jpg

ordbog over svære låneudtryk
Foto: Getty Images, Forstår du alt hvad der står i bankens låne-dokumenter. Få hjælp i ordbogen her.

Ordbog om svære økonomi-ord

Forbrugslån ligner ofte en nem vej til penge, du kan bruge på lige, hvad du vil.

Lav månedlig ydelse bliver fremhævet og de mange svære ord som løbetid, debitorrente og ÅOP står med småt og uden forklaring.

Brug ordbogen her til at forstå hvad der står med småt på lånesiderne.    

Debitorrente    

Debitorrenten er den samlede rente på dit lån i løbet af et år, inklusiv renters rente.  Debitorrenten er højere end den årlige rente (som også kaldes pålydende rente). Det skyldes, at renten bliver lagt på dit lån flere gange årligt og dermed vokser beløbet en smule hver gang. Jo oftere renten bliver lagt på lånet, jo højere er debitorrenten. Debitorrenten bliver også kaldt for effektiv rente.

Effektiv rente

Det kaldes også debitorrente: Den samlede rente på dit lån i løbet af et år, inklusiv renters rente.  Debitorrenten er højere end den årlige rente (som også kaldes pålydende rente). Det skyldes, at renten bliver lagt på dit lån flere gange årligt og dermed vokser beløbet en smule hver gang. Jo oftere renten bliver lagt på lånet, jo højere er debitorrenten.

Faktureringsgebyr

Faktureringsgebyr er långivers pris for at lave en regning og sende til dig. Du betaler altså faktureringsgebyr, hver gang du modtager en regning eller en rykker.

Forbrugslån

Et forbrugslån er - til forskel fra for eksempel et huslån eller et billån - ikke øremærket til noget bestemt. Nogle forbrugslån kaldes også for hurtiglån, kviklån eller minilån.

Læs om de forskellige lån.


Kreditaftale

Kreditaftalen er en aftale mellem dig og långiver, som blandt andet bestemmer, hvornår du skal betale tilbage og hvilken rente du skal betale undervejs. Aftalen er ofte skrevet i et meget juridisk sprog og kan være svær at forstå. Du skal skrive under på kreditaftalen for at få lånet. Aftalen er bindende, og du skal derfor læse og stille spørgsmål, hvis der er noget, du ikke forstår, før du skriver under. Det er kun urimelige vilkår i aftalen, der kan blive annulleret, efter du har skrevet under.

Kreditbeløb

Kreditbeløbet er det beløb, du har til rådighed til forbrug, når du har betalt oprettelsesgebyr på lånet.  Hvis du for eksempel låner 5000 kr., og det koster 500 kr. i oprettelsesgebyr, vil dit kreditbeløb være 4500 kr.. Det er altså de penge, du får i hånden. Kreditbeløb kaldes også lånebeløb.

Kreditomkostninger

Kreditomkostninger er den pris, du betaler i kroner og ører for at låne penge. Det indeholder alle de omkostninger, der er i forbindelse med lånet. Både renter, etableringsomkostninger og gebyrer.

Kreditvurdering

Når du låner penge, vil långiver vurdere, hvor god en kunde, du er, og om du forventes at kunne betale pengene tilbage. Kreditvurderingen skal bidrage til at sikre, at du ikke tager et lån, som du ikke har mulighed for at betale  tilbage. Der er stor forskel på hvor mange oplysninger, långiver kræver for at give dig et lån. Det kan for eksempel være oplysninger om indtægter, formue og om du står opført som dårlig betaler i RKI.  Kreditvurderingen kan have en betydning for, hvilken rente du skal betale og dermed for prisen på dit lån. Långiver kan bede om at få pant i for eksempel din bil for at låne dig penge.

Løbetid

Løbetiden er den tid, der går, fra du får lånet, til du har betalt hele lånet tilbage.

Lånebeløb

Det er det samme som et kreditbeløb: De penge, du får i hånden og det beløb, du har til rådighed til forbrug, når du har betalt oprettelsesgebyr på lånet.  Hvis du for eksempel låner 5000 kr. og det koster 500 kr. i oprettelsesgebyr, vil dit kreditbeløb være 4500 kr.

Månedlig ydelse

Den månedlige ydelse er det beløb, du betaler tilbage til långiver hver måned. Ydelsen består af både renter og afdrag. Afdraget er det beløb, der går til at betale af på din gæld.  

Oprettelsesgebyr

Oprettelsesgebyret er långiveres pris for at oprette lånet til dig.

Pålydende rente eller rentesats

Pålydende rente er prisen for at låne penge af långiver. Renten bliver beregnet og lagt oven i det beløb, du skylder, flere gange om året (for eksempel hver måned eller hvert kvartal). Renten har derfor betydning for hvor mange penge, du samlet set betaler for at få lånet.

RKI

RKI er et register over dårlige betalere. Du kan blive registeret som dårlig betaler, hvis du ikke betaler et lån eller en vare eller et abonnement. Når du optager et lån, undersøger långiver ofte, om du står opført i RKI som en del af kreditvurderingen.

Samlede kreditomkostninger    

De samlede kreditomkostninger er det, du betaler for at låne pengene over den samlede låneperiode. Det er altså alt det, du betaler fratrukket de penge, du har fået i hånden til forbrug. Samlede kreditomkostninger kaldes også  for ”samlet kreditbeløb”.

Samlede tilbagebetalingsbeløb

Det samlede tilbagebetalingsbeløb er det totale beløb, du skal betale långiver tilbage for lånet over den samlede periode. Beløbet inkluderer alle udgifter, renter og gebyrer og de penge, du fik i hånden, da du optog lånet.

Få hjælp til at se den samlede pris på dit lånetilbud.

ÅOP

ÅOP står for Årlige Omkostninger i Procent. Det er de samlede omkostninger for lånet udtrykt i procent per år. ÅOP er et godt tal til at sammenligne lån med hinanden. Husk, at du skal sammenligne lån med samme lånebeløb og løbetid. 

Relaterede artikler