Lån på nettet forfølger dig

6. april 2017

Forbrugslån på nettet som du klikker på, slipper dig ikke af syne igen. Gennem reklamer forfølger lånet dig videre rundt på nettet, når du læser nyheder, tjekker instagram eller streamer serier.

Lån på nettet forfølger dig.jpg

Lån på nettet forfølger dig
Foto: Getty Images, Lån på nettet forfølger dig

Forfulgt af lån

Lånevirksomhederne er gode til at opsøge dig, når du sidder og shopper sko, elektronik eller rejser på nettet. For med et hurtigt forbrugslån får du pludselig råd til meget mere.

Lånevirksomhederne ved, hvornår du er mest tilbøjelig til at tage et lån, og den viden udnytter de i deres markedsføring.

Reklamer på nettet er præcise og målrettede, og hvis du først har vist interesse for et produkt på en hjemmeside, vil det forfølge dig videre på de næste mange sites.

Hvordan ved lånevirksomhederne, hvad jeg laver på nettet?

Cookies gemmer din færden på nettet. De styrer hvilket indhold, der dukker op, når du åbner din browser.

Cookies sørger for, at du ikke skal indtaste dit brugernavn og password, hver gang du vil logge ind på Netflix eller netbank.

Cookies søger også for, at din browser husker, hvem du er, og hvad du interesserer dig for. Det gør de på baggrund af din søgehistorik, likes og generelle bevægelse rundt på internettet.

Hvad er en cookie?

En cookie er dit digitale fodspor på nettet. Helt konkret er det er en lille tekstfil som gemmes, når du klikker dig rundt på diverse hjemmesider.

Cookien registrerer, hvad du kigger på, hvor lang tid du bruger på det, samt hvilke links du følger videre. På den måde sidder cookies på rigtig meget viden om din adfærd på nettet.

Man skelner mellem to typer af cookies:

  1. Førstepartscookies er de oplysninger, der indsamles af den specifikke hjemmeside, du befinder dig på. Disse oplysninger kan ifølge persondataloven kun tilgås af hjemmesideejeren. Førstepartscookies er for eksempel diverse kodeord og log-in-oplysninger du gemmer på hjemmesider. Derudover kan en shoppingside som for eksempel Elgiganten.dk gemme oplysninger om de produkter, du kigger på, og bruge dem til at anbefale dig lignende produkter, der måske falder i din smag. Førstepartscookies tjener altså et meget praktisk formål og sparer dig ofte tid.
  2. Tredjepartscookies indsamles derimod via reklamebannere og eksternt styrede funktioner, der ikke er ejet af værtshjemmesiden. Det kan for eksempel være en afstemningsboks. Annoncører og annoncenetværk har på den måde mulighed for at placere cookies på et hav af forskellige hjemmesider, der alle indsamler oplysninger om din adfærd. På den baggrund kan disse annoncører sammensætte en omfattende digital profil over dine generelle interesser og internetadfærd. En sådan profil er guld værd, når firmaer skal målrette reklamer til dig.

Sådan stopper du forfølgelsen

Hvis du er træt af at blive forfulgt af fristende lånetilbud, så er der heldigvis råd for det. Du kan nemlig slette cookies i din browser og surfe anonymt på nettet. Til det har Forbrugerrådet Tænk lavet en gratis guide.

Desværre kan du ikke skelne mellem første- og tredjepartscookies, når du renser din browser, derfor er det en god idé at have en browser (fx Google Crome) til anonym surfing på nettet, og en anden (fx Firefox) til de hjemmesider, der ikke fungerer uden cookies.

Relaterede artikler