Gå til hovedindhold

Sådan lægger du budget

Et budget giver dig overblik over penge, du bruger og penge, du tjener. Det vil hjælpe dig til at have penge nok - også til de regninger, der kommer om et par måneder. Lær, hvordan du lægger et budget.

Budget giver overblik over din økonomi

Uanset om din konto går i minus sidst på måneden, eller om du altid har penge på kontoen, kan det være en god idé at finde ud af, hvordan du bruger dine penge.

Et budget giver dig overblik over, hvordan dine indtægter og udgifter fordeler sig. Det er din genvej til at finde ud af hvor mange penge, du har til forbrug. Og hjælper dig til at have penge til at betale dine regninger. 

Hvis du har svært ved at komme igang, så alliér dig med en ven eller et familiemedlem. Eller spørg din bankrådgiver om hjælp.

Du kan bruge de budgetskemaer, som ligger nederst på siden eller finde et online skema på din netbank eller på Penge og Pensionspanelets 'Råd til penge'. 

3 trin for at komme i gang med budget

  1. Start med at skabe overblik over, hvad du bruger dine penge på.
    Log på netbank og gennemgå dine udgifter med tættekam. 

    Skriv alle dine udgifter ned og sortér i temaer. Det kan fx være mad, husleje, fornøjelser, gaver, transport, rejser m.v. Dermed får du et overblik over, hvor dine penge forsvinder hen. 
    Sortér dine udgifter efter om det er regninger som skal betales fast eller er udgifter, som varierer og måske kan skæres fra. Nogle udgifter er helt nødvendige, andre er luksus og måske helt overflødige. 

  2. Lav et budgetskema over et helt år
    Skriv alle dine faste udgifter og indtægter ind i budgettet for faste udgifter. Faste udgifter består blandt andet af husleje, el, vand, varme, forsikringer, mobil-abonnement og internet.  
    Vær opmærksom på, at nogle regninger betales hver måned, andre betales hvert kvartal. Der er også regninger, der kun kommer en gang om året. Derfor er det en god idé at lave et skema som indeholder alle poster på et år, så du får overblik hvor mange penge, du skal sætte til side hver måned for at have penge nok hele året. 
    Dividér alle dine udgifter i løbet af et år med 12, så ved du hvor mange penge du skal lægge til side hver måned for at kunne betale dine regninger. Derefter kan du regne ud, hvad du har tilbage til mad og fornøjelser og evt. opsparing. Du kan vælge også at lave et budget for dine øvrige udgifter. 

  3. Prioritér dine udgifter
    Når du har fundet ud af, hvad du bruger dine penge på, kan du overveje hvilke udgifter, du kan undvære. Hver gang du fjerner en udgift, får du flere penge, som du kan bruge til noget andet. Det kan fx være, at du kan fjerne udgifter til streamingtjeneste eller fittness-abonnement og måske har du mulighed for at spare penge ved at undgå bestemte butikker eller caféer.

    Tag en rask beslutning: Skil dig af med unødvendige udgifter. Lad være med at bruge penge på ting, du ikke har brug for.

Budget for faste udgifter

Budget over faste udgifter

Du skal have penge til at betale dine faste udgifter som fx husleje, vand, varme, daginstitution og forsikring.

Med et budget over faste udgifter ved du, hvor mange penge du skal lægge til side hver måned for at kunne betale dine regninger. 

Hent budgetskema her
Budget for øvrige udgifter

Budget over øvrige udgifter

De penge du har tilbage, når du har betalt dine faste udgifter skal dække alle øvrige udgifter og forbrug. Det kan fx være mad, tøj, cigaretter og gaver.

Ved at lave et budget til dine øvrige udgifter finder du ud af, hvad du har råd til.

Hent budgetskema her
raadgiver_frivillig

Fotokredit: Forbrugerrådet Tænk

Har du brug for rådgivning?

Har du brug for rådgivning til at få din økonomi til at hænge sammen på grund af lav indkomst?

Kontakt Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning - vi tilbyder gratis, uvildig og fortrolig rådgivning om gæld og økonomi.

Læs om rådgivningen her