Gå til hovedindhold

Hvem kan få gratis rådgivning? 

Forbrugerrådet Tænks Økonomi- og Gældsrådgivning tilbyder fortrolig, uvildig og gratis gældsrådgivning til personer med lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og gæld.

Kan du få rådgivning?

Er du i målgruppen for vores rådgivning?

Vores målgruppe er socialt og økonomisk udsatte borgere med gældsproblemer og særlige målgrupper som fx unge med begyndende betalingsproblemer eller borgere, som står i en svær økonomisk situation og samtidig skal håndtere livskriser.

Hvis du har lav indkomst, lavt rådighedsbeløb og gæld, og måske mistet overblikket over din økonomi, kan vi hjælpe dig.

Hvis du er i tvivl, om du er i målgruppen for at modtage gældsrådgivning, så lad os vurdere det. Udfyld ansøgningsskema her. Herefter ringer vi til dig og afklarer, om vi har mulighed for at hjælpe dig.

Hvis du er uden for vores målgruppe 

Hvis vi ikke kan tilbyde dig rådgivning, fordi du er udenfor målgruppen, kan du selv skabe overblik over din økonomi og kontakte dem, du skylder penge.

  1. Start med at skabe dig et overblik ved at lave en liste over dine gældsposter.
  2. Tag kontakt til dine kreditorer og få en opgørelse over, hvad du skylder.
  3. Når du har fået et overblik, kan du lave et budget og sætte tilbagebetalingen af gælden i system. 
  4. Del dine bekymringer med en, du stoler på. 

Hvis du betaler for privat gældsrådgivning

Hvis du ikke kan få gratis rådgivning hos os, fordi du er uden for vores målgruppe, kan du købe dig til privat gældsrådgivning.

Det er vigtigt, at du sørger for, at rådgivningen ikke blot bliver en ekstra udgift. Undersøg forskellige rådgiveres tilbud, før du beslutter dig. Når du har fundet en rådgiver, er det smart at lave en klar aftale på forhånd, så du er sikker på, at du får den ydelse, du betaler for. Vær særligt opmærksom hvis du får tilbudt abonnementsordning, hvor du skal betale for rådgivningen hver måned.

Find en uafhængig gældsrådgiver, der kun varetager dine interesser. Din bankrådgiver kan godt rådgive dig om din økonomi, men vil samtidig varetage bankens interesser, og måske rådgive dig til det, som banken tjener flest penge på.

En uafhængig gældsrådgiver har ikke interesse i at sælge dig et bestemt produkt, og vil derfor bedre kunne give dig den rette rådgivning.