Har du fået brev fra SKAT eller Gældsstyrelsen?
En del danskere modtager et rykkerbrev fra Gældsstyrelsen om, at de skylder penge til SKAT eller har anden offentlig gæld, fx bøder og børnebidrag. Men hvad betyder det, og hvordan skal du forholde dig? Læs her, hvad brevet betyder for dig.
Hvis du har modtaget et brev betyder det, at Gældsstyrelsen mener, at du skylder dem penge og at de aktivt forsøger at få dem tilbage.
Hvis du ikke kan genkende gælden, mener at du allerede har betalt den eller tror at gælden kan være forældet kan du kontakte Gældsstyrelsen og bede dem forklare baggrunden for brevet. Gældstyrelsen står for at inddrive gæld for det offentlige.
Put ikke bare brevet i skuffen
Gældsstyrelsen har nogle særlige muligheder for at inddrive gæld (altså få deres penge tilbage). Gældsstyrelsen kan fx i mange tilfælde foretage lønindehold. Det betyder, at de kan tage en del af din indkomst, inden du får den udbetalt. Det sker ved, at Gældsstyrelsen sætter din trækprocent op, så du får mindre udbetalt. Derfor er det ekstra vigtigt, at du forholder dig til brevet og ikke bare lægger det i skuffen.
Har du brug for hjælp?
Hvis ikke du kan forstå brevet fra SKAT eller Gældsstyrelsen, eller hvis du står tilbage med så få penge, at du ikke kan få din økonomi til at hænge sammen, kan du kontakte vores rådgivning. Vi kan hjælpe dig.